FSR – danske revisorer og Danica Pension uddeler hvert år Danica Prisen for de bedste kandidatafhandlinger på cand.merc.aud.-studiet. I år er det 34. gang, at vi uddeler prisen.
Tilmelding til årets prisoverrækkelse finder sted her her. Prisen overækkes 7. november i PRESSEN, JP/Politikens Hus.
Som noget nyt i år bliver Danica Prisen uddelt i forlængelse af en særlig medlemsdag for studerende medlemmer af FSR - danske revisorer. Kunne du derfor godt tænke dig at høre mere om, hvad der har interesseret de studerende på cand.merc.aud.-studiet det seneste år eller, vil du gerne netværke med andre, som deler samme interesse som dig, så skynd dig at sikre dig en plads ved prisoverrækkelsen.
I år uddeler FSR – danske revisorer og Danica Pension for 34. gang den prestigefyldte Danica Prisen. En historisk begivenhed i revisorbranchen, hvor de skarpeste hjerner mødes – og flid hyldes.
Danica Prisen består af tre priser:
Skat og rapportering om skat fylder mere og mere i landets virksomheder og hos rådgivere, herunder revisor, så afhandlinger om skat kan også indstilles til prisen.
Alle cand.merc.aud.-studiets kandidatafhandlinger, som bevæger sig inden for hovedområderne revision og eksternt regnskabsvæsen og skat, kan ansøge om Danica Prisen 2024. Det kræver dog, at afhandlingen har opnået karakteren 10 eller 12, og at den er bedømt i perioden fra 1. juli 2023 og frem til 30. juni 2024.
Det er muligt at læse cand.merc.aud. på Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Copenhagen Business School. Prisen går til de bedste og mest innovative kandidatafhandlinger fra disse institutter.
Prisens formål er at fremme forskning inden for skat, revision og eksternt regnskabsvæsen, som er hovedområderne inden for revisorernes arbejdsfelt. FSR – danske revisorer og Danica Pension ønsker med prisen at udbrede kendskabet til revisorbranchen blandt de studerende og ikke mindst synliggøre mulighederne for en attraktiv karriere. Samtidig ønsker vi at sikre tilgangen af kvalificerede kandidater fra universiteterne til revisorbranchen.
Har du spørgsmål til Danica Prisen, er du velkommen til at kontakte konsulent, Rose-Marie Ojeda, på roso@fsr.dk.
Inger Kehlet løb med titlen som årets guldfugl 2023 for sin kandidatafhandling om ESG-revision i praksis. En afhandling, der skulle vise sig at blive startskuddet til en drømmekarriere.
Det har ikke altid ligget i kortene, at Inger Kehlet skulle være revisor. Men da Inger som 23-årig skulle vælge kandidatretning, lokkede et graduate-program i et større revisionshus og siden har karrieren taget fart.
Danica Pension og FSR – danske revisorer har uddelt Danica Prisen til de bedste kandidatafhandlinger på cand.merc.aud.-studiet i mere end 30 år – og for Inger har drømmen om netop Danica Prisen blomstret, siden hun begyndte at læse cand.merc.aud.
”Danica Prisen er almenkendt på cand.merc.aud.-studiet, og prisen har været en drøm for mig, siden jeg startede på studiet,” fortæller Inger, og fortsætter:
”Jeg valgte faktisk min vejleder på baggrund af, at jeg gerne ville have et Danica-værdigt speciale. Jeg skrev til ham, at jeg havde store ambitioner for mit speciale, og at jeg gerne ville se, hvor langt det kunne gå. Jeg syntes, at han virkede som den rette vejleder til både at kunne give mig faglig sparring og til at kunne udfordre mig.”
For Inger blev specialet startskuddet til en grøn drømmekarriere. Et interview med en partner i forbindelse med specialet resulterede i en invitation til at fortælle om specialets resultater, som efterfølgende resulterede i et jobtilbud.
”Jeg har en finansiel revisionsbaggrund, og det er den indgangsvinkel, jeg tog med mig i mit speciale. Den viden og den forståelse, som jeg fik gennem mit speciale, endte med at blive indgangsvinklen til det arbejde, som jeg har i dag, hvor jeg arbejder med ESG-assurance,” fortæller Inger.
Når vi har talt med tidligere vindere af Danica Prisen, siger de samstemmende, at Danica Prisen er noget helt særligt. Prisen er et ærefuldt skulderklap, en blåstempling, og det har banet vejen for attraktive karriereforløb. Dét kan guldfuglen anno 2023 nikke genkendende til.
”Det vigtigste for mig har nok været al den respons, der er kommet, efter jeg vandt. Der er rigtig mange, der har sagt, at de synes, at det er et spændende emne, jeg belyser i mit speciale. Flere har også stillet opfølgende spørgsmål, og det har jeg virkelig været spændende,” fortæller Inger.
”Det er fedt, at mit speciale kan danne grundlag for flere og mere dybdegående analyser og refleksioner. Det er uden tvivl Danica Prisen, som har synliggjort mit speciale og medført, at der er kommet opmærksomhed på netop mit fokusområde. Det er jeg meget glad og taknemmelig for.”
Selvom det efterhånden er omkring et halvt år siden, at guldfuglen løb med sejren og pengepræmien på 30.000 kroner, husker hun stadig dagen meget tydeligt.
”For mig var det en kulmination på lang tids hårdt arbejde og en mange års drøm. Det havde jo været min ambition fra jeg startede på cand.merc.aud., at jeg som minimum skulle blive nomineret til prisen. Så at sidde der og høre, at tredjepladsen gik til nogle andre, at andenpladsen gik til nogle andre, og så at høre de kriterier, som var lagt til grund for førstepladsen... Jeg nåede at tænke, at det faktisk godt kunne være mit speciale, der blev talt om – og det viste sig jo, at det også var netop mit speciale, som de beskrev,” fortæller Inger med stor glæde.
”Det var en helt surrealistisk oplevelse. Når man har drømt om det så længe, og det så lige pludselig er en realitet; Jeg er Danica prisvinder. Jeg har slet ikke ord for, hvor fedt det er. Det gjorde alting meget mere værd; Alle de sene aftener og alle morgenerne, hvor jeg stod tidligt op for at skrive, alle de mange aftaler, jeg måtte droppe undervejs. Det hele gav pludselig mening!”
Ambitioner har Inger stadig i stor stil, og kursen mod nye mål er sat. I dag drømmer Inger om at blive godkendt bæredygtighedsrevisor. Planen er at stå i spidsen for et bæredygtighedsteam på sigt. For nu er næste skridt at gennemføre uddannelsen på SR-Akademiet, som hun starter på i april 2024. Og med den dedikation, som Inger har vist på sin vej, er vi helt sikre på, at hun om få år kan kalde sig først statsautoriseret revisor og dernæst bæredygtighedsrevisor.
Tak, for dit mod, dit drive og din fortælling, som er til stor inspiration for mange, Inger.
Indstillinger til Danica Prisen indsendes via formularen længere nede på siden senest den 15. juli 2024 og skal indeholde:
Alle dokumenter skal vedhæftes som PDF.
* Der er ikke krav om at bruge skabelonen til vejleders udtalelse.
De tre vinderopgaver offentliggøres ved en prisoverrækkelse.
Alle kandidatafhandlinger, der indleveres til bedømmelse, behandles fortroligt. Det vil sige, at FSR - danske revisorer sender afhandlingerne til bedømmelse i bedømmelsesudvalget, og de bliver ikke sendt til tredjepart uden forfatterens/forfatternes accept.
Offentliggøres kandidatafhandlingerne direkte eller indirekte af forfatteren/forfatterne selv, for eksempel ved offentliggørelse i universiteternes databaser, bortfalder ovenstående.
Alle kandidatafhandlinger, der indleveres til bedømmelse, vil desuden fremgå i en samlet oversigt på FSR - danske revisorers hjemmeside, hvor forfatterens/forfatternes navn, uddannelsessted, vejleder og afhandlingens navn fremgår. Såfremt der gives samtykke hertil, vil der endvidere være et link til afhandlingen. Formålet med oversigten er at give inspiration til cand.merc.aud.-studerende, som skal til at skrive eget speciale.
Har du yderligere spørgsmål til, hvordan vi offentliggør de indstillede afhandlinger eller andre spørgsmål relateret til Danica Prisen, er du velkommen til at kontakte konsulent, Rose-Marie Ojeda, på roso@fsr.dk.
Der vil i bedømmelsen blive lagt vægt på, om afhandlingen indeholder nytænkning, dokumenterer nye tiltag og giver forslag til arbejdsmetoder og rapporteringsformer.
Afhandlingerne bedømmes af et uvildigt udvalg bestående af:
Som prisvinder af Danica Prisen får du desuden en helt særlig mulighed for at formidle din kandidatafhandlings resultater i et af FSR - danske revisorers medier. Tidligere prisvindere har blandt andet fået mulighed for at få deres resultater i magasinet Revision & Regnskabsvæsen, som udkommer i 3400 trykte eksemplarer og desuden kan læses online.
Hvis kandidatafhandlingen er fortrolig, aftaler forfatteren/forfatterne med redaktøren af FSR - danske revisorers medie, hvorledes artiklen kan udformes uden at overtræde fortrolighedsklausulen.
FSR - danske revisorer opfordrer på det kraftigste til at vejleder og/eller den faglige afdeling i revisionsvirksomheden, hvis kandidaten er ansat i en sådan, tages med i skriveprocessen og hjælper med at kvalitetssikre indholdet af artiklen.
FSR - danske revisorer og den pågældende redaktion for det valgte medie forbeholder sig retten til ikke at medtage artiklen, hvis den ikke vurderes til at være egnet til udgivelse.
Danica Prisen er mere end bare en pris. For professor ved Aarhus Universitet og medlem af bedømmelsesudvalget Claus Holm er det et stort skulderklap bare det at kunne indstille sit speciale til den prestigefulde pris. Han mener der er flere gode grunde til at gøre det.
Anerkendelse:
Danica Prisen anerkender og belønner akademiske præstationer inden for erhvervsøkonomi og revisionsfag, hvilket giver vinderen anerkendelse for deres faglige dygtighed.
Karrierefordel:
Vinderen får en stærk reference på CV'et og gode karrieremuligheder, da prisen beviser ens evner og differentierer en fra andre ansøgere.
Netværksmuligheder:
Prisen giver mulighed for at møde andre dygtige studerende, fagfolk og virksomhedsrepræsentanter, hvilket åbner døren for værdifulde netværksmuligheder.
Faglig udvikling:
Deltagelse i Danica Prisen giver mulighed for at udfordre og udvikle ens faglige kompetencer, samtidig med at prisen giver en platform for at præsentere forskning for en bredere offentlighed.
Økonomisk belønning:
Udover prestige følger der også en økonomisk belønning med prisen, som kan anvendes efter behov og præferencer.